Børnelitteratur uge 38

Resumé af begreber fra "Børnelitteraturens æstetik"

Der er to måder at beskrive børnelitteratur på; den deskriptive og den normative. Den deskriptive beskriver børnelitteraturen, som den findes i et givet samfund på et givet tidspunkt. Den normative er en mere selektiv form. Børnelitteratur kan, hvis man går den deskriptive vej, beskrives på to måder. 1) den litteratur, som skrives og udgives for børn og 2) den litteratur, som læses af børn.

1966 snakker Brüggemann for første gang om begrebet adaptation, som betyder at tilgodese læseren og tilpasse teksten til læseren. I årene efter videreudvikler Klingberg adaptationsbegrebet og inddeler dem i fire former: stofvælgende, formvælgende, stilvælgende og medievælgende. Senere blev adaptationsstrukturen forenklet, således at man fokuserede på den ydre (typografi, layout osv.) og den indre (indhold, stoffet, form osv.) adaptation.

   Man kan skelne mellem adaptation sigtende mod kognitiv og ikke-kognitive mål. Det kognitive siges at omfatte viden, oplevelsesmåde og læsefærdigheder, mens når man taler om det ikke-kognitive, der omfatter interesse og behov, nærmer den sig purifikation og dikdatisering.

Didaktisering betyder, at forfatteren bevidst at belære eller holdningspåvirke læseren. Al litteratur belærer og påvirker, men diktatisering er forfatterens bevidste intention. Der er forskellige didaktisering-metoder: den omvendt sokratiske samtale, undervisningssituationen, den indre monolog, direkte forfatter- eller fortællerkommentarer.

Purifikation er en form for ”renselse” af teksten, hvor forfatteren eller forlaget i arbejdet med teksten forsøger at undgå noget som, man mener, kan skade børn, eller som voksne formidlere ikke ønsker at børn skal konfronteres med.

  

Cultural Context Adaptation er en særlig form for adaptation, som sker i forbindelse med oversættelser, hvor man tilpasser teksterne til det samfund, det udgives i, og dets normer.

   Desuden snakker man om en modernisering af teksten, hvor den ”opdateres” af hensyn til læsere fra i dag (fx en ændring fra isskab til køleskab)

For at bestemme en teksts sværhedsgrad kan man bruge forskellige metoder. Der er fx lix-metoden, hulmetoden og relationsmetoden. Lix-metoden bruges i højere grad end de andre, da de andre kræver flere ressourcer – dog er lix-metoden også kritiseret for at være for upræcis.

Transaktionsteoretikeren Umberto Eco opererer med tre forskellige former for intentionaliteter: forfatterens intention, værkets intention og læserens intention. Man har derudover tilføjet formidlerens intention (bibliotekaren, læreren, osv.).

   Derudover findes fem former for kompetencer, der tages hensyn til, når der skrives til børn: læsekompetence, konventionskompetence, encyklopædisk kompetence, intertekstuel og retorisk kompetence.