Analyse og fortolkning af Intet

”Pierre Anthon gik ud af skolen den dag han fandt ud af, at det ikke var værd at gøre noget når intet alligevel betød noget. Vi andre blev tilbage.”  (Teller 2003, s. 6, linje 1-3)

Således begynder Janne Teller sin fortælling om drengen Pierre Anthon som beslutter sig for, at der ikke er noget der har betydning. Hun fortæller om hvordan Pierre Anthon placerer sig i et blommetræ og råber sine erkendelser ud til sine klassekammerater fra 7.a., som hver dag passerer ham på vej til skole. 7.a kender egentlig godt til den meningsløshed som Pierre Anthon råber op om, men alligevel vælger de at ignorer hans udråb og deres egen kendskab til meningsløsheden. Derimod beslutter klassen sig for, i fællesskab, at vise Pierre Anthon at der er noget der har betydning. De samler en stor bunke af betydningsfulde ting, ved at skiftes til at bestemme, hvad de hver især skal afgive til bunken. Den ender med at indeholde bl.a. et par grønne sandaler, Jesus på korset, en død lillebror, et bedetæppe, en piges uskyld, en guitarspillers højre pegefinger og en hamster ved navn Oscarlille. Børnene opnår en kort verdensberømmelse, da det hele bliver opdaget af forældre, politi og medier. Til sidst i historien brænder de hele bunken ned med betydning, inklusiv Pierre Anthon, som børnene har tævet ihjel. De slår Pierre Anthon ihjel, da han ikke kunne erkende at deres bunke havde betydning. Hele historien er fortalt er pigen Agnes, som fortæller historien 8 år efter begivenheden fandt sted.

Intet skildrer de vilkår det moderne samfund medfører for børnene. Dette gælder bl.a. de voksnes fravær og behovet for at blive til noget. Dette kan bl.a. ses i udsagnene: ” Hendes forældre var alligevel også ligeglade med om hun var sent ude, sagde Elise og så ud som om hun ikke vidste om dette var noget hun var glad for eller ked af” (Teller 2003, s. 54, linje 26-29) og  ”Vi skulle blive til noget. Noget var lig nogen, og det var ikke noget der blev sagt højt. Det blev heller ikke sagt lavt. Det var bare noget der lå i luften ..." (Teller 2003, s. 7, linje 15-18).  Denne stræben efter at blive til noget og blive anerkendt af sine forældre, kendetegner også nogle af bogens temaer, nemlig individualisme og barnets udvikling, barn-til-voksen. Individualismen kan også ses i bunken af betydning og på den måde den bliver til. Egentlig har børnene den fælles sag, at de vil overbevise Pierre Anthon, at der findes betydning. Men de ender med ikke skabe betydningen sammen, men bidrager derimod individuelt til bunken. Til at starte med er det materielle ”ofringer” af en karakter, som nemt kan erstattes. Dette er fx en fiskestang, et par øreringe og et par grønne sandaler. Dette ændrer sig dog drastisk, da jeg-fortælleren, Agnes, beslutter sig for, at Gerda skal aflevere sin hamster, Oscarlille. Efter dette udvikler historien sig i takt med, at ofringernes karakter bliver mere og mere ekstremme, og det ender bl.a. med, at børnene graver en død lillebror op, skærer hovedet af en hund, skærer en finger af Jan-Johan og Sofie mister sin uskyld. Børnene viser ingen solidaritet overfor hinanden, når de skal bidrage til bunken, derimod opstår den holdning at alle skal gøre sit. Denne holdning ses bl.a. når Jan-Johan skal have skåret sin finger af: "Alle måtte gøre deres. Vi havde hver gjort vores. Nu var det Jan-Johans tur. Værre var det vel heller ikke". (Teller 2003, s.80, linje 8-9).

Det at bunken består af en masse individuelle, ofte materielle genstande, gør at bunken hurtigt mister sin betydning for en del af børnene. Men dette gælder ikke for Sofie, som føler at bunken har en stor betydning, idet hun gør det største ofre hun kan. Sofie og Jan-Johan er de eneste, som aldrig får det tilbage, som de har bidraget til bunken. Hele denne delte mening om bunken ender også ud i, at børnene kommer op at slås.

Individualismen og barnets udvikling er således to oplagte temaer i bogen, som også vil være relevante i en folkeskoleundervisningen. Her vil man som lærer kunne stille eleverne spørgsmål som: Hvad fokusere børnene i Intet på, når de vil finde betydningen? Hvordan bruger de hinanden og fællesskabet, hvis der er et fællesskab? Kunne forældrene have forebygget dette, kunne børnene? Kunne dette ske hvor som helst – i storbyen, forstaden og på landet? Mærker eleverne selv tendenser til individualisme i deres hverdag, og hvordan forholder de sig til det?

Intet foregår i en typisk, dansk middelklasse forstadsmiljø: ”Vi boede i Tæring, en forby til en halvstor provinsby. Det var ikke fint, men næsten fint. Det blev vi tit husket på, selv om det ikke blev sagt højt. Heller ikke lavt. Sprøde, gulkalkede murermesterkasser og røde parcelhuse med haver hele vejen rundt, nye gråbrune rækkehuse med haver foran, og så lejlighederne med dem vi ikke legede med. Der var også nogle gamle bindingsværkshuse, og gårde der ikke længere var landbrug, men udstykket til en by, og nogle få hvide villaer hvor de boede som var mere næsten fine end os” (Teller 2003, s. 7 linje 26 - side 8 linje 3). Her ses endnu en gang individualiteten ved adskillelse fra de andre sociale klasser, de holder sig for sig selv, til hvor de kender til. Tæring er altså en lille by, hvor man holder sig til hvad man kender og hvor man ved hvor man hører til. Hvis man slår ordet Tæring op, kommer der en række forskellige forslag på, hvad ordet betyder. Det går fra lige fra at være en type af tuberkulose til nedbrydning af kemikalier og mad.

Hvis man ville have en folkeskoleklasse til at kigge på miljøet og byens navn, vil undersøgelsesspørgsmål som; Hvorfor tror I forfatteren har valgt netop dette miljø? Hvordan ville historien foregå, hvis den fx foregik i København? Hvorfor tror I byen hedder Tæring? Hvad symboliserer det? Hvad siger Tæring og miljøet om samfundet? Være spørgsmål som ville være relevante.

I Intet er der repræsenteret mange forskellige individer, men kun få der hele tiden står stærkt fremtrædende historien igennem. Disse individer er fx Agnes, fortælleren, og Pierre Anthon.  Agnes sidder 8 år frem i tiden, og fortæller om hændelserne dengang hun gik i 7.a. Pierre Anthon er ham der sidder oppe i blommetræet og hele tiden fortæller sine tidligere klassekammerater, at ingenting betyder noget og alt er relativt: ”Alting er ligegyldigt, råbte han en dag. For alting begynder bare for at slutte. Det øjeblik I blev født, begyndte I at dø. Og sådan er det med alt.” (Teller 2003, s. 8 linje 24-26). Udover Agnes og Pierre Anthon er der også en tredje central person i bogen, nemlig Sofie. Sofie mister sin uskyld i bogstavelig forstand, idet hun bliver tvunget til at give den til bunken af betydning. Efter dette ændrer Sofie karakter, hun bliver mere bestemt, mere hård. I slutningen af historien, er det også kun Sofie der holder fast i troen på at betydningen ligger i bunken: "Tvivlen tog os en efter en. En. To. Næsten alle.” (Teller 2003, s. 99, linje 17-18) ”...Sofie var den eneste der holdt stand" (Teller 2003, s. 99, linje 24).  Sofie mister sin uskyld, og hun ved at det har betydning.

Her kunne en samtale om børnenes adfærd være oplagt. Er der nogle der handler mere rigtigt/fornuftigt end andre, og hvorfor? Hvorfor handler de som de gør overfor hinanden? Hvad får Pierre Anthon til at miste troen på, at der er noget der betyder noget? Symboliserer Sofies uskyld noget? Hvad siger alt dette om vores samfund?

For at binde Sofies uskyld sammen med et af de tidligere nævnte temaer, barn-til-voksen, kan man se på, at miste sin uskyld oftest ses som at blive voksen. Hun opnår altså udviklingen barn-til-voksen. Udover dette kan man også tolke Sofies udvikling, som et budskab. Budskabet lyder på, at man skal passe på, at livet ikke mister sin betydning, når man bliver voksen. Hvor Sofie ser det at blive voksen, som et sted hvor  ”Fremtiden er hvad vi gør den til” (Teller 2003, s. 101, linje 30), ser Agnes det mere som ”Tretten, fjorten, voksen. Død.” (Teller 2003, s. 101, linje 23). Denne forskel kan evt. skyldes at Sofie netop oplever, i en mindre grad, hvad det vil sige at være voksen, hvor Agnes ”kun” har afgivet sine sandaler, en materialistisk ting, hun altid kan skaffe igen. I denne sammenhæng er Pierre Anthon måske et symbol på, hvad der sker når man holder op med at tro på livet, sætter sig helt uden for fællesskabet og ikke kan se nogen betydning, så er man måske allerede død. Det er måske her Agnes befinder sig. Hun stoppede med at se nogen betydning i bunken og dermed betydningen med livet, og derfor ser hun livet i en punktform. Sofie tror stadig på betydningen og derfor mener hun, at fremtiden er hvad vi gør den til. Når man ser betydningen, ser man fremtiden. Derfor findes betydningen måske i det vi skaber sammen. Samtidig kan det dog argumenteres for, at det ikke kun er Sofie der oplever denne udvikling, barn-til-voksen. Dette kan det, da Pierre Anthons død sætter gang i tankerne hos børnene " Vi græd fordi vi havde mistet noget og fået noget andet. Og fordi det gjorde ondt, både at miste og få. Og fordi vi vidste hvad vi havde mistet, mens vi endnu ikke kunne sætte ord på, hvad vi havde fået" (Teller 2003, s. 114, linje 14-17). Dette kan betyde at børnene har mistet uskylden/uskyldigheden, idet de har slået et andet menneske ihjel, men samtidig fået troen på livet og viljen til at leve videre. De ser altså fremtiden, som et sted de selv kan skabe, ligesom Sofie tidligere har formuleret sig. Livet har betydning, hvis man kan mærke det.

I dette udviklingstema vil det muligvis være en god ide, at få eleverne til at finde konkrete eksempler i teksten og argumentere for, hvorfor det netop er her der sker en udvikling. Udover dette vil man også kunne diskutere, om denne hændelse med Pierre Anthon, er med til at danne børnene og komme med eksempler på, hvordan børnene vil komme til at leve i fremtiden med disse oplevelser.

Intet handler altså om at blive voksen og om det moderne samfunds individualisering af mennesket. Udover dette handler Intet også om udviklingen fra barn-til-voksen, fra uskyldig-til-skyldig og søgen efter meningen med livet. Et rigtigt ungdomsdilemma om hvorfor man er her, hvorfor er man til, hvad er betydningen og hvad er meningen med alt og intet? Tekstens pointe må altså være, at betydningen opstår i fællesskaber og betydningen ikke findes i ting, men i mennesker og de relationer og oplevelser vi oplever med hinanden. Meningen med livet er altså subjektiv. Den betydning du selv giver tingene er det dét er værd.

Som undervisningsmateriale er Intet en ungdomsroman som ofte bliver brugt i undervisningen, pga. dets mange temaer og relevante budskaber for unge i forvirringsperioden i deres liv.  Romanen rører, som tidligere sagt, emner som liv, død, individualisme, udvikling, fællesskaber m.m. Det er altså en bog, som viser de unge, at de ikke er de eneste der leder efter meningen med livet. I Intet er metoden til at finde meningen godt nok lidt ekstrem, i forhold til hvad den normale elev gennemgår. En teoretiker som Erik H. Erikson ville nok se hele udviklingen som en negativ identitetsudvikling, og dette ville også være relevant for en klasse at diskutere. Dog er Erik H. Erikson muligvis et for højt niveau i forhold til en folkeskoleklasse, men emnet om negativ udvikling og positiv udvikling ville sagens kunne inddrages. Udover dette vil en folkeskoleklasse i udskoling også kunne have gavn af at  læse Intet, da den vil være med til at vise at der er udvikling i alt, og de ikke står alene med forvirringen. Det er en bog med både faglige og personlige gode vinkler, som vil være relevante stort set lige meget hvordan man vælger at tolke bogen.

Ovenstående analyse og fortolkning af Intet er udarbejdet med inspiration fra http://www.rikke.bundsgaard.net/bacheloropgave/analyseafjannetellersintet/