Der
er to måder at beskrive børnelitteratur på; den deskriptive og den normative.
Den deskriptive beskriver børnelitteraturen, som den findes i et givet samfund
på et givet tidspunkt. Den normative er en mere selektiv form. Børnelitteratur
kan, hvis man går den deskriptive vej, beskrives på to måder. 1) den
litteratur, som skrives og udgives for børn og 2) den litteratur, som læses af
børn.
1966
snakker Brüggemann for første gang om begrebet adaptation, som betyder at
tilgodese læseren og tilpasse teksten til læseren. I årene efter videreudvikler
Klingberg adaptationsbegrebet og inddeler dem i fire former: stofvælgende,
formvælgende, stilvælgende og medievælgende. Senere blev adaptationsstrukturen
forenklet, således at man fokuserede på den ydre (typografi, layout osv.) og
den indre (indhold, stoffet, form osv.) adaptation.
Man kan skelne mellem adaptation sigtende
mod kognitiv og ikke-kognitive mål. Det kognitive siges at omfatte viden,
oplevelsesmåde og læsefærdigheder, mens når man taler om det ikke-kognitive,
der omfatter interesse og behov, nærmer den sig purifikation og dikdatisering.
Didaktisering
betyder, at forfatteren bevidst at belære eller holdningspåvirke læseren. Al
litteratur belærer og påvirker, men diktatisering er forfatterens bevidste intention.
Der er forskellige didaktisering-metoder: den omvendt sokratiske samtale,
undervisningssituationen, den indre monolog, direkte forfatter- eller
fortællerkommentarer.
Purifikation
er en form for ”renselse” af teksten, hvor forfatteren eller forlaget i
arbejdet med teksten forsøger at undgå noget som, man mener, kan skade børn,
eller som voksne formidlere ikke ønsker at børn skal konfronteres med.
Cultural
Context Adaptation er en særlig form for adaptation, som sker i
forbindelse med oversættelser, hvor man tilpasser teksterne til det samfund,
det udgives i, og dets normer.
Desuden snakker man om en modernisering af
teksten, hvor den ”opdateres” af hensyn til læsere fra i dag (fx en ændring fra
isskab til køleskab)
For
at bestemme en teksts sværhedsgrad kan man bruge forskellige metoder. Der er fx
lix-metoden, hulmetoden og relationsmetoden. Lix-metoden bruges i højere grad
end de andre, da de andre kræver flere ressourcer – dog er lix-metoden også
kritiseret for at være for upræcis.
Transaktionsteoretikeren
Umberto Eco opererer med tre forskellige former for intentionaliteter:
forfatterens intention, værkets intention og læserens intention. Man har
derudover tilføjet formidlerens intention (bibliotekaren, læreren, osv.).
Derudover findes fem former for kompetencer,
der tages hensyn til, når der skrives til børn: læsekompetence,
konventionskompetence, encyklopædisk kompetence, intertekstuel og retorisk
kompetence.